Ministeransvar

Ministre er ansvarlige for, at Folketinget får korrekte oplysninger fra ministeriet. Lever ministeren ikke op til sit ansvar, kan vedkommende få en næse af Folketinget eller risikere at blive væltet. I værste fald kan Folketinget beslutte at rejse en rigsretssag mod ministeren.

Større

Ministrene står til ansvar for, hvad de foretager sig som minister. Principperne for en ministers ansvar er helt grundlæggende elementer i det danske folkestyre og beskrives både i grundloven og i ministeransvarlighedsloven. Ministrene har et stort politisk handlerum til at stoppe tiltag eller sætte ting i gang og foreslå nye love m.m. 

Man taler om to slags ministeransvar: et politisk og et retligt.

Det politiske ministeransvar defineres i grundlovens § 15: »Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham.« Grundloven beskriver også, at Folketinget eller regeringen kan tiltale en minister ved en rigsret, hvis Folketinget eller regeringen mener, at ministeren har gjort noget strafbart i sit ministerembede.

Det retlige ministeransvar er beskrevet i ministeransvarlighedsloven fra 1964. Loven siger bl.a., at en minister ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger. En minister må heller ikke under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for, at Folketinget kan bedømme sagen.

Korrekte oplysninger er afgørende

Folketinget har ret få ressourcer til selv at indhente og bearbejde de oplysninger, som er nødvendige i forbindelse med lovgivningsarbejdet.

Derfor er Folketinget helt afhængigt af at modtage korrekte og fyldestgørende oplysninger fra regeringen og de forskellige ministerier, når det skal tage stilling til nye lovforslag m.m. Ellers kan Folketinget ende med at træffe beslutninger og stemme et forslag igennem under falske forudsætninger. Det er ministerens ansvar, at oplysningerne til Folketinget er korrekte, retvisende og fyldestgørende.

Læs grundlovens kapitel 3 om regeringen Se ministeransvarlighedsloven

Folketingets sanktionsmuligheder

En af Folketingets opgaver er at kontrollere regeringens måde at føre landets love ud i livet på. Hvis et flertal i Folketinget f.eks. mener, at noget i regeringens embedsførelse er kritisabelt, eller at Folketinget ikke har fået korrekte og fyldestgørende oplysninger, har Folketinget forskellige sanktionsmuligheder. 

Folketinget kan:

  • kritisere en ministers embedsførelse (give ministeren en næse)
  • vælte ministeren eller hele regeringen ved at sige, at det ikke længere har tillid til ministeren eller regeringen (stille et mistillidsvotum)
  • nedsætte en undersøgelseskommission for at undersøge en særlig alvorlig sag
  • nedsætte en granskningskommission for at undersøge en særlig alvorlig sag
  • beslutte at rejse en rigsretssag mod ministeren, hvis Tinget mener, ministeren har foretaget sig noget strafbart i sin embedsførelse

Ministre kan få en næse

Hvis et flertal i Folketinget mener, at en minister har handlet forkert, kan Folketinget eller et af Folketingets udvalg vedtage en beslutning, som kritiserer ministeren. Det er en sådan kritik, der i pressen omtales som en næse.

Næsen bruger folketingsmedlemmerne til at irettesætte en minister med, men næsen har ingen juridisk betydning, og kritikken tvinger ikke en minister til at gå af. Det er dog et stærkt politisk signal.

Folketinget kan vælte en minister

Hvis et flertal i Folketinget derimod siger, at det har mistillid til en minister, skal ministeren gå af, selv om ministeren ikke har gjort noget strafbart. Alene det, at folketingsflertallet ikke længere har tillid til ministeren, er nok. Det står i grundloven, og Folketinget behøver ikke begrunde sin mistillid. I praksis vil folketingsflertallet dog ofte begrunde sin mistillid med, at ministeren ikke har overholdt sine pligter – f.eks. at ministeren har givet Folketinget forkerte oplysninger eller har tilbageholdt vigtige informationer for Folketinget.

En erklæring om mistillid – et mistillidsvotum, som det også kaldes – gælder principielt først, når medlemmerne har stemt den igennem i Folketingssalen. I praksis er det dog ikke kommet så langt, siden den nuværende grundlov blev vedtaget i 1953. Trækker det op til en mistillidserklæring fra Folketinget, vælger ministeren nemlig som regel selv at træde tilbage. I nogle tilfælde er ministeren trådt tilbage, fordi statsministeren har bedt om det.

Regeringen har mulighed for at tilkendegive, at den vil opfatte en mistillidserklæring til en minister som et udtryk for mistillid til regeringen i sin helhed, og at regeringen derfor vil gå af, hvis mistillidserklæringen bliver vedtaget. Det kaldes for et kabinetsspørgsmål.

Hvis Folketinget holder fast i mistilliden, vil regeringen enten udskrive valg eller samlet træde tilbage. Træder regeringen tilbage, skal der holdes en kongerunde og dannes en ny regering.

Mistillid til statsministeren vælter hele regeringen 

Hvis et flertal i Folketinget udtrykker mistillid til statsministeren, kan denne enten udskrive valg, eller regeringen kan gå af, og en ny regering skal sammensættes af det eksisterende Folketing. Udskriver statsministeren folketingsvalg, vil valget vise, om vælgerne støtter den siddende regering eller de partier, der stemte for mistillidserklæringen.

Hvis der også i det nye Folketing er et flertal mod regeringen, må denne gå af, og der skal sammensættes en ny regering. 

Kun tre gange i det 20. århundrede har Folketinget vedtaget en mistillidserklæring til statsministeren og dermed regeringen:

  • I 1909 mod regeringen Holstein-Ledreborg (V)
  • I 1947 mod regeringen Knud Kristensen (V)
  • I 1975 mod regeringen Poul Hartling (V)
Læs om dannelse af en ny regering

Undersøgelseskommissioner

Hvis Folketinget finder, at noget i regeringens embedsførelse er kritisabelt, eller at Folketinget ikke har fået adgang til fyldestgørende oplysninger, har det forskellige sanktionsmuligheder. 

Når det gælder særlig alvorlige sager, kan Folketinget eller justitsministeren beslutte at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal undersøge og redegøre for forløbet i en konkret sag. Kommissionen kan også blive bedt om at vurdere, om der eventuelt er grundlag for at rejse en sag, hvor nogen drages juridisk til ansvar. 

Muligheden for undersøgelseskommissioner blev indført i 1990, og der er gennemført en række undersøgelser siden da.

Sådan udpeges en undersøgelseskommission

Når Folketinget eller justitsministeren har besluttet at nedsætte en undersøgelseskommission, er det i praksis justitsministeren, der udpeger kommissionens medlemmer og formand. Justitsministeren fastlægger også de forhold, som kommissionen skal undersøge – det såkaldte kommissorium – men hvis initiativet til undersøgelseskommissionen stammer fra Folketinget, hvad det oftest gør, inddrages Folketinget også i formuleringen af kommissoriet.

Medlemmerne af en undersøgelseskommission skal være uvildige og uafhængige af de myndigheder og personer, som undersøgelsen handler om. 

Møderne i en undersøgelseskommission er som udgangspunkt offentlige, men kommissionen kan bestemme, at møderne skal foregå for lukkede døre, f.eks. for at beskytte nogle mod unødvendig krænkelse. Alle har som udgangspunkt pligt til at afgive forklaring og til at udlevere materiale til undersøgelseskommissionen.

Ikke dømmende myndighed 

Arbejdet i en undersøgelseskommission strækker sig ofte over flere år. Når undersøgelseskommissionen er færdig med sit arbejde, afleverer den en kommissionsberetning, der indeholder resultaterne af undersøgelsen.

En undersøgelseskommissionen har ikke nogen dømmende myndighed. Det betyder, at kommissionen kan redegøre for, hvad der rent faktisk er sket, men den kan ikke fælde dom i sagen. Det er regeringen, der afgør, om der på baggrund af kommissionens beretning er embedsmænd, som skal drages til ansvar. Det kan f.eks. ske ved at rejse en tjenestemandssag mod en eller flere af de involverede personer. 

Folketinget stiller ministeren til ansvar 

Hvis kommissionens beretning vedrører en ministers embedsforhold, skal beretningen behandles af Folketinget med henblik på at få afdækket, om der er grund til at stille ministeren til ansvar. I yderste konsekvens kunne det være at rejse en rigsretssag. Spørgsmål om ministeransvar behandles af Folketingets udvalg Udvalget for Forretningsordenen, der består af Folketingets Præsidium og 16 andre folketingsmedlemmer. 

Udvalget for Forretningsordenen beslutter på baggrund af beretningen, om der skal ske yderligere undersøgelser. Den minister, hvis forhold undersøges, har forskellige muligheder for at varetage sine interesser over for udvalget. Ministeren har f.eks. ret til at komme med indvendinger imod kommissionens beretning og de kritikpunkter, som udvalget overvejer at inddrage i sin indstilling. 

Se loven om undersøgelseskommissioner Læs om Udvalget for Forretningsordenen

Sagen om »kreativ bogføring« i Skatteministeriet (1990)

Den 7. marts 1990 blev der nedsat en kommissionsdomstol til at undersøge de ledelses- og bevillingsmæssige forhold omkring edb-udgifter inden for Skatteministeriets område. 

Kommissionsdomstolen afgav sin beretning i oktober 1992. Beretningen førte til, at skatteminister Anders Fogh Rasmussen måtte træde tilbage som minister.

 

Storebæltssagen (1990)

Den 1. maj 1990 blev en kommissionsdomstol nedsat til at undersøge sagsbehandlingen af den såkaldte køb dansk-klausul i A/S Storebæltsforbindelsens udbudsmateriale for licitationen over byggeriet af Storebæltsbroen.

Kommissionsdomstolen afgav sin beretning den 12. juli 1991.

 

Tamilsagen (1990)

Den 10. juli 1990 blev der nedsat en undersøgelsesret til at undersøge beslutningsprocessen og administrationen i forbindelse med behandlingen af sager om familiesammenføring for flygtninge fra Sri Lanka. 

Undersøgelsesretten afgav sin beretning den 14. januar 1993. Umiddelbart efter gik statsminister Poul Schlüter (KF) og hans regering samt Folketingets formand, fhv. justitsminister H.P. Clausen (KF), af.

På baggrund af rettens beretning besluttede Folketinget den 11. juni 1993 at rejse en rigsretssag mod den nu tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (KF). Den 22. juni 1995 blev der afsagt dom i rigsretssagen, og Erik Ninn-Hansen blev idømt 4 måneders betinget fængsel.

 

Sagen om Hartlingkontoen (1991)

Den 8. marts 1991 blev der nedsat en undersøgelsesret til at gennemføre en undersøgelse af omstændighederne i forbindelse med FN’s flygtningehøjkommissærs anvendelse af danske bistandsmidler (UNHCR-sagen).  

Undersøgelsesretten afgav sin beretning den 25. september 1992.

 

Himmerlandsbanksagen (1993)

Den 4. november 1993 blev der nedsat en undersøgelsesret til at undersøge visse forhold i forbindelse med Sparekassen Nordjyllands overtagelse af engagementer fra Himmerlandsbanken. 

Undersøgelsesretten afgav sin beretning den 19. september 1994. 

I oktober 1994 nedsatte Folketinget et særligt udvalg, som fik til opgave at undersøge, om ministre i perioden frem til nedsættelsen af undersøgelsesretten havde afgivet mangelfulde eller forkerte oplysninger til Folketinget, som kunne give anledning til at drage de pågældende til ansvar. 

Udvalget afgav beretning den 29. juni 1995. I beretningen udtrykte udvalget misbilligelse over for fhv. skatteminister Ole Stavad (S) for bl.a. at have afgivet et »ikkesvar« i Folketingets spørgetid.

Se udvalgets beretning

 

Den færøske banksag (1995)

Den 2. juni 1995 vedtog Folketinget loven om undersøgelse af den færøske banksag, og en undersøgelseskommission blev nedsat.

Kommissionen fik til opgave at undersøge og klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med de initiativer, der fra 1992 og frem til sammenlægningen af Sjóvinnubankin og Føroya Banki i 1994 blev taget for at redde bankerne fra økonomisk sammenbrud.

Kommissionen afgav sin beretning den 5. januar 1998.

 

Nørrebrosagen (1996)

Den 14. maj 1995 vedtog Folketinget loven om undersøgelse af Nørrebrosagen. Undersøgelseskommissionen, der blev nedsat, fik bl.a. til opgave at undersøge og klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med urolighederne på Nørrebro den 18. og 19. maj 1993.

Kommissionen afgav sin beretning den 12. juni 2000.

 

PET-kommissionen (1999)

Den 2. juni 1999 blev PET-kommissionen nedsat ved lov om undersøgelse af politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område og af de aktiviteter, der var baggrunden for denne virksomhed.

Kommissionens opgave var bl.a. at undersøge politiets efterretningsvirksomhed i perioden 1945-1989 i forhold til politiske partier, faglige konflikter og politisk-ideologisk prægede grupperinger og bevægelser i Danmark. For så vidt angik perioden 1968-1989, skulle kommissionen også vurdere og belyse, om politiets efterretningsvirksomhed foregik efter de regler og retningslinjer, som var fastsat af Folketinget og regeringen.

PET-kommissionen afgav sin beretning den 24. juni 2009. Udvalget for Forretningsordenen afgav den 19. december 2011 beretning om PET-kommissionens beretning.

Se udvalgets beretning

 

Farumsagen (2003)

Farum-kommissionen blev nedsat den 6. august 2003. Kommissionen havde til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb omkring en lang række kritisable forhold i Farum Kommune i perioden fra den 1. januar 1990 til tidspunktet for kommissionens nedsættelse.

Kommissionen skulle bl.a. undersøge sager om kommunens låneoptagelse, aftaler med organisationer og private virksomheder, herunder sportsklubber, og kommunens afholdelse af udgifter i forbindelse med restaurationsbesøg m.v.

Kommissionen afgav sin beretning den 12. april 2012. Udvalget for Forretningsordenen afgav den 8. maj 2013 beretning om Farum-kommissionens beretning.

Se udvalgets beretning

 

Dan Lynge-sagen (2003)

Den 15. september 2003 blev der nedsat en undersøgelseskommission, der skulle redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knyttede sig til politiets samarbejde med Dan Lynge såvel i forbindelse med efterforskning og bekæmpelse af rockerkriminalitet som i andre sammenhænge. Undersøgelsen skulle omfatte dels politiet, herunder Politiets Efterretningstjeneste, dels andre relevante myndigheder, herunder den overordnede anklagemyndighed og Justitsministeriet.

Kommissionen afgav sin beretning den 19. september 2006. Udvalget for Forretningsordenen afgav den 23. maj 2007 beretning om Dan Lynge-sagen.

Se udvalgets beretning

 

Skattefradragssagen (2003)

Den 16. december 2003 blev kommissionen vedrørende skattefradragssagen nedsat. Undersøgelseskommissionen havde bl.a. til opgave at redegøre for det samlede begivenhedsforløb, efter at skatteministeren i forbindelse med ændringen af en række skattelove ikke foreslog tidligere varslede bestemmelser om en regulering af en mulighed for at forøge grundlaget for skattemæssige fradrag.

Den 16. juni 2006 afgav kommissionen sin beretning. Udvalget for Forretningsordenen afgav den 28. februar 2007 beretning om skattefradragssagen.

Se udvalgets beretning

 

Blekingegade-kommissionen (2010)

Blekingegade-kommissionen blev nedsat den 15. september 2010.

PET-kommissionen havde undersøgt en lang række aspekter vedrørende PET’s aktiviteter frem til slutningen af 1980’erne, herunder også visse forhold i tilknytning til sagen om Blekingegadebanden, men for at få belyst de dele af sagen, som PET-kommissionen ikke havde undersøgt, blev det med tilslutning af retsordførerne for samtlige partier besluttet at gennemføre en selvstændig undersøgelse af Blekingegadesagen.

Blekingegade-kommissionen skulle bl.a. undersøge, om Justitsministeriet, Politiets Efterretningstjeneste (PET) eller andre relevante centrale myndigheder modvirkede det almindelige politis og anklagemyndighedens arbejde i forbindelse med sagen om Blekingegadebanden.

Blekingegade-kommissionen afgav sin beretning den 26. maj 2014. Udvalget for Forretningsordenen afgav den 10. marts 2015 beretning om Blekingegade-kommissionens beretning.

Se udvalgets beretning

 

Statsløsekommissionen (2011)

Statsløsekommissionen blev nedsat den 23. august 2011 og havde som opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knyttede sig til statslige forvaltningsmyndigheders administration af ansøgninger om indfødsret til statsløse personer omfattet af FN’s konvention fra 1961 om begrænsning af statsløshed og FN’s konvention fra 1989 om barnets rettigheder.

Kommissionen skulle bl.a. undersøge og redegøre for, i hvilket omfang ansøgningerne fra statsløse personer var blevet behandlet efter de almindelige betingelser for statsborgerskab og ikke efter de mere lempelige betingelser, som fulgte af Danmarks internationale forpligtelser efter de nævnte FN-konventioner.

Undersøgelsen omfattede perioden fra ændringen af indfødsretsloven i 1999, til Integrationsministeriet i januar 2010 orienterede Folketingets Indfødsretsudvalg om sagen.

Kommissionen afgav sin beretning den 17. august 2015. Udvalget for Forretningsordenen afgav den 16. marts 2016 beretning om Statsløsekommissionens beretning.

Se udvalgets beretning

 

Skattesagskommissionen (2012)

Skattesagskommissionen blev nedsat den 12. marts 2012 og skulle undersøge og redegøre for behandlingen af Helle Thorning-Schmidt (S) og Stephen Kinnocks skattesag, heriblandt den korrespondance, der havde fundet sted mellem myndighederne og Ombudsmanden i sagen.

Kommissionen afgav beretning den 3. november 2014. Udvalget for Forretningsordenen afgav den 10. marts 2015 beretning om Skattesagskommissionens beretning.

Se udvalgets beretning

 

Irak- og Afghanistankommissionen (2012)

Irak- og Afghanistankommissionen blev nedsat den 7. november 2012 og skulle undersøge og redegøre for baggrunden for den danske beslutning om at deltage i krigen i Irak og for, hvad danske myndigheder havde foretaget sig i forbindelse med tilbageholdelsen af personer under krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan.

Regeringen besluttede at nedlægge kommissionen i juli 2015.

 

Tibetkommissionen (2015 og 2018)

Tibetkommissionen blev nedsat den 23. december 2015 og havde som opgave at undersøge og redegøre for dels begivenhedsforløbet, som knyttede sig til politiets handlinger under det kinesiske statsbesøg i København i 2012 og ved to senere kinesiske besøg i København i 2013 og 2014, dels det efterfølgende forløb, hvor Folketingets spørgsmål om politiets handlinger ved de pågældende besøg blev besvaret.

Kommissionen afgav sin beretning den 18. december 2017.

På baggrund af nye oplysninger blev Tibetkommissionen gennedsat den 4. juli 2018. I det nye kommissorium fik kommissionen til opgave at gennemføre en supplerende undersøgelse for at vurdere, om der var grundlag for at ændre eller supplere de konklusioner, der fremgik af kommissionens første beretning. Derudover skulle kommissionen undersøge og redegøre for politiets håndtering af demonstrationer og andre meningstilkendegivelser under officielle kinesiske besøg i Danmark fra 1995 til tidspunktet for kommissionens nedsættelse.

Kommissionsundersøgelsen afgav sin beretning den 28. marts 2022.

 

Undersøgelseskommissionen om SKAT (2017 og 2018)

Kommissionen blev nedsat den 13. september 2017 og skal bl.a. undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig til forvaltningen af inddrivelsesområdet og planlægningen, udviklingen, idriftsættelsen og nedlukningen af det digitale inddrivelsessystem EFI (Et Fælles Inddrivelsessystem), sammenlægningen af den statslige og kommunale inddrivelsesmyndighed i SKAT og beslutningsgrundlaget for, implementeringen af og opfølgningen på de generelle effektiviseringstiltag i SKAT.

Ved et tillægskommissorium af 9. april 2018 fik undersøgelseskommissionen yderligere til opgave at undersøge og redegøre for bl.a. forholdene vedrørende SKAT’s refusion af udbytteskat i perioden fra 2010 til den 1. juli 2015. Denne tidsramme blev ved tillægskommissoriet af 26. oktober 2018 udvidet til også at omfatte perioden fra den 1. juli 2015 indtil kommissionens nedsættelse den 13. september 2017.

Kommissionsundersøgelsen er endnu ikke afsluttet.

 

Instrukskommissionen (2019)

Kommissionen blev nedsat den 3. december 2019 og havde som opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knyttede sig til statslige myndigheders administration og håndtering af konkrete sager om indkvartering af gifte eller samlevende asylansøgere, hvoraf den ene var mindreårig.

Kommissionen skulle bl.a. undersøge, om myndighedernes administration og håndtering af sagerne skete i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler og principper og Danmarks internationale forpligtelser. Undersøgelsen skulle især omfatte en pressemeddelelse og en instruks fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet om mindreårige asylansøgere.

Kommissionen afgav en delberetning den 14. december 2020. Sidste del af beretningen blev afgivet den 26. april 2021. Udvalget for Forretningsorden afgav den 27. januar 2021 betænkning og indstilling om sagen. Betænkningen indeholdt et beslutningsforslag om rigsretstiltale mod fhv. minister Inger Støjberg (V).

Se udvalgets betænkning og indstilling

På baggrund af beretningens beslutningsforslag valgte Folketinget den 2. februar 2021 at rejse rigsretstiltale mod Inger Støjberg. Den 13. december 2021 blev der afsagt dom i rigsretssagen, og Inger Støjberg blev idømt 60 dages ubetinget fængsel.

Granskningskommissioner

Fra 2021 er der tilføjet en anden mulighed for at undersøge en ministers handlinger, nemlig en granskningskommission. Ved granskningskommissioner er det Folketinget selv, der iværksætter undersøgelsen og beslutter, hvad der skal undersøges. Reglerne om granskningskommissioner er også en del af loven om undersøgelseskommissioner.

Granskningskommissioner er en ny undersøgelsesform, der er forankret i Folketinget og ikke i regeringen og Justitsministeriet som ved undersøgelseskommissioner. Formålet er at undersøge sager, der har fået kritisk opmærksomhed enten i offentligheden eller i Folketinget. 

Det er Folketinget selv, der beslutter at nedsætte en granskningskommission. Det er også Folketinget, der udarbejder kommissoriet og udpeger kommissionens medlemmer og udspørger, og som modtager den endelige beretning. Folketinget skal udpege mindst 3 medlemmer til granskningskommissionen. De skal være uvildige og uafhængige. Formanden for kommissionen skal være dommer.

En hurtigere undersøgelsesform

Reglerne ligner dem for undersøgelseskommissionerne, f.eks. med mulighed for indkaldelse af vidner, men det er tænkt som en lettere proces, der gennemføres hurtigere og med et mere afgrænset område. Tidsrammen for en granskningskommissions undersøgelse er 12 måneder. Det betyder, at genstanden for undersøgelsen ikke bør være større, end at sagen kan afsluttes inden for tidsfristen. 

Når undersøgelsen er afsluttet, modtager Folketinget en beretning, der beskriver dens resultater. Som ved en undersøgelseskommissionen har granskningskommissionen ikke nogen dømmende myndighed. Den kan undersøge og redegøre for et forløb, men hvis en minister skal stilles til ansvar, skal Folketinget efterfølgende gå videre med det.

De fleste regler vedrørende granskningskommissioner er beskrevet i lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner, mens nogle af reglerne om nedsættelse af en granskningskommission og opfølgning på kommissionens beretning er beskrevet i Folketingets Forretningsorden. Kommissionen planlægger selv sit arbejde.

Se loven om granskningskommissioner Læs om granskningskommissioner i Folketingets forretningsorden Læs om Udvalget for Forretningsordenen

Ministre kan stilles for Rigsretten

Hvis Folketinget mistænker en minister for at have gjort noget decideret ulovligt i sin embedsførelse, kan det kræve, at han eller hun stilles for Rigsretten. Det kan også ske, efter at ministeren er trådt tilbage. Rigsretten er en særlig domstol, der bruges, hvis regeringen eller Folketinget ønsker at rejse sag mod en minister. Rigsretten består af op til 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal medlemmer, som bliver valgt af Folketinget, og Rigsretten er skrevet ind i grundloven. 

En minister kan straffes, hvis vedkommende f.eks. har givet Folketinget forkerte oplysninger. Ministeren kan også straffes, hvis vedkommende under Folketingets behandling af en sag har fortiet oplysninger, som var af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag. Ministeren kan endvidere straffes, hvis vedkommende har medvirket til ulovlig administration af lovgivningen.  

Rigsretssager er meget sjældne. Siden Rigsretten blev indført i 1849, har der kun været rejst seks rigsretssager. Kun tre ministre er blevet dømt – senest i 2021, hvor forhenværende minister Inger Støjberg blev dømt for at være ansvarlig for at Udlændingestyrelsen iværksatte og fastholdt en indkvarteringsadministration af asylansøgere, der er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og under tilsidesættelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

Læs om Rigsretten og rigsretssagerne

Leksikon

Gå til leksikon
Minister
En minister er medlem af regeringen. Antal ministre varierer fra regering til regering. Hver minister har sit eget ansvarsområde – det kaldes for ressort.
Ministeransvar
En minister har altid ansvaret for sine egne handlinger som minister og ministeriets handlinger, og at Folketinget altid får korrekte oplysninger fra ministeriet.
Mistillidsvotum
Afstemning om, hvorvidt Folketinget har tillid til en minister eller til statsministeren. Hvis Folketinget udtrykker mistillid, skal ministeren eller regeringen træde tilbage.
Ombudsmanden
Folketingets Ombudsmands opgave er at kontrollere statslige og kommunale myndigheder og andre offentlige myndigheder. Ombudsmanden vælges af Folketinget.

Sideansvarlig: Kommunikationsenheden